Velkommen til Thor og Dennis
Velkommen til Thor og Dennis
Vi har netop styrket vores teknologi- og udviklingsafdeling med teamleder for vores DevOps og Operations, Thor Harloff Lynggaard, samt vores nye webudvikler Dennis Jensen.
Thor Harloff Lynggaard (th.) vil som ny teamleder for vores DevOps og Operations-afdeling få det overordnede ansvar for infrastrukturen bag Softværkets løsninger.
Thor er 36 år og uddannet datamatiker og datatekniker. Han har stor erfaring fra infrastrukturbranchen, hvor han har arbejdet i mere end 10 år - primært som konsulent.
Nu lægger han til gengæld konsulentlivet på hylden og skal i stedet lede vores team på fire medarbejdere, som sikrer alt det teknisk bagvedliggende i vores løsninger – netværk, servere og mange andre understøttende tjenester.
Privat bor Thor i Jels med sin kæreste og deres 4 sammenbragte børn. I sin fritid er han engageret i de lokale vikingespil i Jels, som han har været med til at lave i 33 år.
- Jeg ser frem til at arbejde med at sikre, at vi har de rigtige teknologier og programmer. Og så bliver det helt sikkert en spændende opgave at skulle være med til at rykke vores løsninger over på cloud-teknologi, siger han om sine forventninger til sin nye stilling.
Dennis Jensen (tv.) er vores nye webudvikler – og dermed får han en vigtig rolle i udviklingen af vores hjemmesideløsning, Forsyning|Web, og forbrugerportalen E|Forsyning.
Dennis er 28 år og blev uddannet webudvikler i starten af 2021. Han har indtil nu arbejdet i 2,5 år i webbureauet LAIT, som hører til i Odense, hvor han også er bosat med sin kæreste. I sin fritid kører han simulationsræs, mens han også spiller trommer og løfter vægte.
I Softværket vil han bidrage til frontend-udviklingen af både Forsyning|Web og E|Forsyning. Det er med andre ord alt det, brugeren selv ser på hjemmesiden og i forbrugerportalen, som Dennis skal hjælpe os med at udvikle.
Selv fortæller Dennis, at han ser frem til at skulle arbejde med en masse nye, spændende teknologier.
- Jeg ser frem til at give mig i kast med noget helt nyt, siger han.
Velkommen til, begge to!