Velkommen til Lasse og Alexander

3. marts 2023

Velkommen til Lasse og Alexander

Vi udvider med lynets hast i Softværket, så vi kan understøtte den travlhed, mange af vores kunder i forsyningsbranchen oplever lige nu.

I denne uge har vi derfor budt velkommen til hele to nye ansigter: Lasse Schjødt Nielsen (tv.) og Alexander Rossau Linnet (th.).

 

Lasse Schjødt Nielsen er vores nye Web- og IT-supporter – og ham vil du fremover møde på telefonen, hvis du har brug for hjælp til din hjemmeside, eller har IT-tekniske udfordringer.

Lasse er 37 år, gift og har en datter på 1,5 år. Familien bor i Bogense på Nordfyn. I sin fritid bruger han meget tid på golf og fiskeri – og derudover går han op i musik.

Lasse er oprindeligt uddannet frisør og makeup-artist, men skiftede spor til IT-support for et par år siden. Han blev færdiguddannet som IT-supporter ved Socialstyrelsen i sidste uge, og er dermed helt frisk fra fad.

Han glæder sig til kundekontakten og til at prøve kræfter med de mange forskellige IT-tekniske områder, vi berører i Softværket.

 

Alexander Rossau Linnet er netop startet som IT Operations-specialist i vores teknologi- og udviklingsafdeling. Kort sagt bliver hans opgave at sørge for, at den bagvedliggende infrastruktur til vores udvikling – og løsninger i det hele taget – kører på skinner.

Alexander er 28 år og bor i Fredericia med sin forlovede. I fritiden nyder han at gå og rode med sin bil – en Fiat 500 ved navn Mario.

Som uddannet datatekniker med speciale i infrastruktur, får Alexander en vigtig rolle i Projekt Skyfall, der skal fornye og flytte Forsyning|FOF op i skyen. Her er han den perfekte mand til opgaven, da han i et tidligere job var ansvarlig for at flytte 90 procent af virksomhedens systemer op i skyen.

Og det er netop også arbejdet med cloud-baseret infrastruktur, som interesserer Alexander. Den passion får han rig mulighed for at udleve i Softværket.

 

Velkommen til Lasse og Alexander!

//