Forsyning|FOF i skyen: Nu tager udrulningen for alvor fart

29. august 2023

Nu tager udrulningen for alvor fart

De sidste pilotbrugere på Forsyning|FOF i skyen er sat i gang, og allerede til september begynder den brede udrulning med en helt anden fart end tidligere. Samtidig er udviklingen af fase 2 så småt startet op – mens vi samler op på de vigtigste pointer fra årsmødet.

Nu er udrulningen af Forsyning|FOF i skyen i gang igen – og lige om lidt skifter vi gear og sætter langt mere fart på.

Efter en veloverstået sommerferie har vi nemlig netop sat de sidste pilotbrugere i gang og gør nu klar til det første store implementeringsrul, som starter i uge 37. Fra september og helt frem mod december kan du dermed forvente en helt anden kadence på udrulningen end tidligere.

I december og januar sættes farten dog lidt ned igen for en stund, da vi godt ved, at årskørslen er tids- og ressourcekrævende for mange af vores kunder.

 

Vi udvider undervisningen

Undervejs i udrulningen har vi samlet vigtige erfaringer fra pilotbrugerne, som vi nu trækker på, så mange flere af vores brugere snart kan opleve de mange fordele ved Forsyning|FOF i skyen.

En af de mest hyppige tilbagemeldinger har været, at brugerne havde brug for mere undervisning, inden de blev kastet ud i at skulle navigere i skyen på egen hånd.

Vi har derfor opdateret vores undervisningsplan og øger undervisningstiden med 50 procent. Dermed får alle nye brugere i skyen fremover tre dages undervisning i stedet for to.

 

Er du i tvivl om, hvorvidt det snart er din tur til at få Forsyning|FOF i skyen?

Lige om lidt går udrulningen stærkt – men husk, at du selvfølgelig stadig bliver informeret senest 3 måneder før din overgang.

Alle, der kommer i skyen inden midten af november er derfor blevet kontaktet af deres kontaktperson. Har du endnu ikke hørt noget, kan du forvente, at din overgang tidligst bliver i anden halvdel af november måned.

Husk også, at du nu kan søge din forsynings adresse frem på vores hjemmeside og se, hvornår du kommer over.

 

Udviklingen af fase 2 er i gang

Mens vi udruller fase 1 af Forsyning|FOF i skyen, fortsætter udviklingen på den næste fase. Vi er så småt startet op på fase 2, hvor hovedoverskriften bliver debitor-området.

Derudover bliver en række funktioner, som er tilknyttet debitor-området, også udviklet på i den kommende tid, blandt andet EDH, dokumentkøer, layout af breve og meget andet.

Når vi kommer tættere på udrulningen af fase 2, vil vi give en mere udførlig gennemgang af de mange nye funktioner, der følger med. Vi starter dog først udrulningen af den næste fase op, når alle brugere har fået den forrige – og det vil også være fremgangsmåden fremover.

Ved at udrulle én fase ad gangen, sikrer vi nemlig en ensartet overgang for alle – og vi kvalitetssikrer udrulningen ved at give dig det samme udgangspunkt som alle vores andre brugere.

 

Det vigtigste fra årsmødet

På Softværkets årsmøde den 30. og 31. august var Forsyning|FOF i skyen et af de helt store temaer.

Inden årsmødet havde vi bedt alle deltagerne om at sende deres tanker, spørgsmål og bekymringer ind til os. Vi fik virkelig mange gode tilbagemeldinger – og det tog vi med ind i forberedelserne til de to dage.

Det var særligt udrulningen og den første tid med Forsyning|FOF i skyen, som fyldte hos jer brugere. Det har vi fuld forståelse for, og derfor vil vi her kort gennemgå nogle af de vigtigste pointer fra årsmødet.

Først og fremmest kan du være tryg ved, at praktikken er helt på plads, når du i starten skal arbejde i to systemer. Kort sagt skal du egentlig bare se det som, at nogle funktioner vil findes i skyen, mens andre er der, hvor du plejer at finde dem i FOF.

Årskørslen laves stadig på samme måde – og ved overflytningen til den nye platform sørger vi for at flytte en kopi af forsyningens data op i skyen, så intet går tabt i processen.

Selve udrulningen af Fase 1 vil foregå i tre rul á cirka et halvt års varighed. Det første rul startes som bekendt op i uge 37, mens de resterende to vil foregå i løbet af 2024.

Som noget nyt, der blev præsenteret på årsmødet, kan du nu søge din forsynings adresse frem på vores hjemmeside, hvis du gerne vil vide, hvilket rul du er en del af. Bemærk, at tidsplanen er foreløbig og derfor kan ændres undervejs.

Du finder søgeformularen lige her.

Læs om dine fordele og find svar på spørgsmål på vores hjemmeside

Vi har lanceret en ny del af vores hjemmeside, som omhandler Forsyning|FOF i skyen.

Udover alle løsningens mange fordele, finder du her viden om Microsoft Business Central, udrulningsprocessen og alle de seneste nyhedsbreve.

Du har desuden adgang til en oversigt over ofte stillede spørgsmål, som vi opdaterer løbende.

Har du et spørgsmål eller vil du bare gerne vide, hvordan Forsyning|FOF kommer til at se ud i fremtiden, kan du altså fremover i mange tilfælde finde svar på vores hjemmeside.

 

Det kan du forvente af udrulningen

Vi kommer løbende med opdateringer på, hvor langt vi er nået i udrulningen af Forsyning|FOF i skyen.

Når det er ved at være din forsynings tur til at komme op i skyen, vil I få besked fra jeres kontaktperson i god tid – hvorefter I sammen med kontaktpersonen aftaler et personligt møde om konverteringsprocessen. Mødet afholdes senest 3 måneder før jeres konverteringsdato.

For at vi kan rykke jer over i Forsyning|FOF i skyen hurtigst muligt, udarbejder vi sammen en tjekliste med opgaver, I skal have løst frem mod overgangen. Har I til den tid spørgsmål til nogle af opgaverne, står vores support selvfølgelig til rådighed.

Når dagen for konverteringen kommer, vil I gennemgå et intensivt undervisningsforløb på tre dage. På de to første dage får I mere generel, hands-on undervisning, mens I på den tredje dag vil arbejde med jeres egen data i et testmiljø.

I den følgende uge efter undervisningsforløbet vil Softværket stå klar til at hjælpe jeres forsyning med eventuelle udfordringer, I møder i forbindelse med implementeringen.

Udrulningen af de enkelte funktioner vil foregå løbende, og derfor vil der være en periode, hvor du vil arbejde i to systemer.

//