Slutspurten i fase 1 er sat ind
Forsyning|FOF i skyen: Slutspurten i fase 1 er sat ind
Vi er gået i gang med at udrulle første fase af Forsyning|FOF i skyen til de sidste kunder, alt imens udviklingen af fase 2 skrider frem. Få overblik over, hvad der kommer til at ske i projektet – både på den korte og den lange bane.
Nu er slutspurten til den første fase af udrulningen af Forsyning|FOF i skyen sat ind.
Tilbage i august måned kunne vi nemlig sætte gang i det tredje og sidste rul af brugere, som lige nu er i fuld gang med at rykke op i skyen.
I alt skal 80 forsyninger undervises og flyttes i skyen i løbet af de kommende måneder, og allerede nu er de 20 første kommet på. Det betyder, at vi lige har rundet 200 forsyninger i skyen – 203 for at være helt nøjagtig.
Vi forventer at holde tidsplanen for udrulningen af Fase 1, og dermed er alle forsyninger i skyen i løbet af december. En stor milepæl i projektet, som vi selvfølgelig ser meget frem til at fejre.
Efter planen vil alle brugere være på første fase af Forsyning|FOF i skyen ved udgangen af 2024.
Fase 2 er den største bid af kagen
Efterhånden som udviklingsarbejdet til Forsyning|FOF i skyen er skredet frem, er det blevet mere og mere tydeligt, at særligt forbrugerdelen af løsningen kræver mange mandetimer at udvikle.
Det skyldes, at funktionerne i fase 2 er langt mere specifikke for forsyningsbranchen, da de har at gøre med forbrugersiden af Forsyning|FOF.
Hvis du er vant til at bruge Forsyning|FOF, er det altså alle underpunkter til forbrugermenuen, mens også BBR, Aconto, EDH, tekstbehandler, salgsfakturaer og tilbud, som hører under den næste fase, der udvikles på lige nu.
Oprindeligt forventede vi, at fase 2 ville fylde en fjerdedel af projektet – men undervejs har vi justeret det tal. Vi anslår nu, at fase 2 vil udgøre mere end halvdelen af det samlede projekt.
I det meste af 2025 vil arbejdet med Forsyning|FOF i skyen derfor udelukkende være fokuseret på udviklingen af fase 2. Vi forventer, at selve udrulningen af fase 2 primært vil foregå i 2026 – og noget af 2027.
Læs om dine fordele og find svar på spørgsmål på vores hjemmeside
Har du et spørgsmål eller vil du bare gerne vide, hvordan Forsyning|FOF kommer til at se ud i fremtiden, kan du i mange tilfælde finde svar på vores hjemmeside under Forsyning|FOF i skyen.
Udover alle løsningens mange fordele, finder du her viden om Microsoft Business Central, udrulningsprocessen og alle de seneste nyhedsbreve.
Du har desuden adgang til en oversigt over ofte stillede spørgsmål, som vi opdaterer løbende.
Tre essentielle tips og tricks fra årsmødet
På vores årsmøde i august var der mange gode tips og tricks at hente som bruger af Forsyning|FOF i skyen. Var du ikke med – eller kunne du bare godt bruge en genopfriskning, får du tre af de mest nyttige her:
Udeluk fra genvej: Når du taster i en finanskladde, en købsfaktura eller lignende, kan du på brugerniveau definere, hvilke felter du som standard bliver bedt om at udfylde. På den måde kan du med Enter-tasten nøjes med at hoppe mellem de felter, du skal udfylde.
Du finder funktionen ved at klikke på møtrik-ikonet og vælge ’Tilpas’. Herefter vil du få vist en pil ud for hvert felt eller kolonne, som du kan klikke på for at fravælge enkelte felter.
Filtrering: Forsyning|FOF i skyen indeholder en bred vifte af filtreringsmuligheder, som gør det let for dig at få præcis det frem, du har brug for at se.
Du filtrerer nemt poster og lister ud – og har du brug for det, kan du gemme filtrene på brugerniveau, så du let kan løse de daglige opgaver uden støj fra unødvendige oplysninger. Du filtrerer med tragtikonet, når du står i en oversigt over for eksempel en kreditor- eller finanspost.
Mine notifikationer: Du oplever måske, at du nogle gange får en advarsel, du egentlig ikke har brug for. For at undgå at skulle acceptere og forstyrres hver gang, kan du på forhånd vælge de notifikationer og advarsler, du ikke vil se. Det ændrer du let i menupunktet ’Mine notifikationer’.
Du kan være med i udviklingen
Input fra dig som bruger er fuldkommen uvurderligt, når vi udvikler Forsyning|FOF i skyen – både i det kommende år og på længere sigt. Det er dig, der sidder med systemet hver dag, og derfor ved du måske endda bedre end os, hvilke funktioner der er brug for.
Netop af den grund afholdt vi på vores årsmøde flere workshops, hvor brugere af Forsyning|FOF i skyen fik mulighed for at komme med deres forslag.
Det var blandt andet vores Product Owner, Morten Frøbert Harbo, som faciliterede en af vores workshops. Hans rolle er at være bindeleddet mellem udviklerne og brugerne.
- Vi fik virkelig mange gode input med hjem fra årsmødet, som vi går hjem og arbejder videre med. For eksempel var der stor efterspørgsel på at optimere forbrugeroprettelsen og ikke mindst på at udvikle en smart måde at masseoprette forbrugere på. Derudover var der også mange, som ønskede flere muligheder for noter, bemærkninger og opfølgning på restanceområdet, fortæller han og fortsætter:
- Det har hjulpet os med at afklare, hvor vi skal fokusere i udviklingen. Vi vil jo gerne bruge flest kræfter på de områder, der giver størst værdi for brugerne. Og derfor håber vi på at få input fra endnu flere brugere fremadrettet.
Har du et godt forslag?
Sidder du selv med et godt forslag til udviklingen af Forsyning|FOF i skyen, hører vi meget gerne fra dig.
Du kan altid sende dine ønsker og forslag til Lars Lilleør på ll@softvaerket.dk.
Det kan du forvente af udrulningen
Vi kommer løbende med opdateringer på, hvor langt vi er nået i udrulningen af Forsyning|FOF i skyen.
Når det er ved at være din forsynings tur til at komme op i skyen, vil I få besked fra jeres kontaktperson i god tid – hvorefter I sammen med kontaktpersonen aftaler et personligt møde om konverteringsprocessen. Mødet afholdes senest 3 måneder før jeres konverteringsdato.
For at vi kan rykke jer over i Forsyning|FOF i skyen hurtigst muligt, udarbejder vi sammen en tjekliste med opgaver, I skal have løst frem mod overgangen. Har I til den tid spørgsmål til nogle af opgaverne, står vores support selvfølgelig til rådighed.
Når dagen for konverteringen kommer, vil I gennemgå et intensivt undervisningsforløb på tre dage. På de to første dage får I mere generel, hands-on undervisning, mens I på den tredje dag vil arbejde med jeres egen data i et testmiljø.
I den følgende uge efter undervisningsforløbet vil Softværket stå klar til at hjælpe jeres forsyning med eventuelle udfordringer, I møder i forbindelse med implementeringen.
Udrulningen af de enkelte funktioner vil foregå løbende, og derfor vil der være en periode, hvor du vil arbejde i to systemer.